fredag den 26. august 2011

West Coast Challenge


Lørdag nat var der budt op til adventure race i det syd-vestjyske. Strunge og Co. havde tegnet et helt nyt, vestjysk eventyr til sit publikum, og vi kom strømmende fra alle kanter af landet. På papiret skulle vi mødes i Varde, eller nærved i hvert fald. Men det var ikke her starten gik. Nej det var midt på Rømø, eller nærved i hvert fald. Starten skulle gå til midnat, eller nærved i hvert fald. Senere skulle vi finde en post på en nøje beskrevet gps-position, midt i Den Ultimative Sivjungle, eller nærved i hvert fald. 


43 poster ventede os i det flade, våde vestjyske. Alt var free-order, så der var frit slag på taktik og rutevalg fra start til slut. Vi valgte vejen rundt over den uendeligt lange og brede strand, der ganske som lovet gav os modstand i terrænet kort efter start. Frank, Holm og undertegnede (Lise) røg afsted alt hvad den kunne trække, og lidt til for undertegnede, der fik et godt, langt rygklap af stedkendte Holm. Strandens 4 poster blev klippet, og vi ankom som første hold i sivjunglen. Brug af gps og udleverede koordinater skulle jo gøre det til en smal sag, at opsøge en lille skærm i den store jungle. Men ak, rundt og rundt i ring det gik, og snart var vi mange hold i den mere end mands-høje sivjungle, hvor alle gik og kaldte på holdkammeraterne. Et veritabel vildnis. Efter en rum tids søgen med gradvist større spredehagl, hører vi heldigvis et par spæde stemmer melde ”her” et sted i periferien, og bingo, posten er i hus. 

Afsted mod en enkelt bike’N run post, og så til digerne og Vadehavets 3 vadeposter. Hav var der lig lavvande-tidsplanen ikke meget af, men sort bundslam var der rigelige mængder af. Kl. er nu ca. 04 og vi krydser dæmningen til fastlandet. Og her er det, at man let bliver en anelse søvnig af at tilbagelægge 12km flad asfalt i mørke og let side-modvind kl. 4.30 en lørdag nat. 

Enkelte poster opsøges omkring Skærbæk inden et Joker O-løb med 6 poster skal gennemføres i og omkring Brøns Å. Den Sønderjyske Sump, rettere sagt. Mudder af, mudder på, mudder af, mudder på, mudder af og så på cyklen igen. Solen står så småt op, mens vi vader og svømmer os gennem de 6 poster, og himlen er farvet i de vildeste pink-røde nuancer længere end øjet rækker. Lyngen blomstrer og lyses ekstra op af himlens skær

Så går det over sti og sten for at komme retur til Rømø og plukke de sidste poster. Vi trækker god fart, og øjner et sæt harer langt fremme på dæmningen. Kunne det mon være en nær konkurrent? Eller bare et herre-hold der helst skulle have baghjul? Sådan blev det. 

Vi sætter kurs mod vores sidste poster i hedelandet, der byder på lidt puklede klitter, sumpet tue-land, godt gemte grøfter og en enkelt vand-til-halsen tørvesø. Vi skifter i alt sko 2 gange på hele ruten, men der var ofte intet hentet på denne ændring, da terrænet var stort set umuligt at holde sig løbende i. Trætheden var vel rimeligt nok også ved at melde sig, efter ca. 7 timer på farten i det modstandsdygtige terræn og en nattesøvn for lidt.

Solen bager, vi koger og mål er i sigte. Vi aner ikke, om holdene vi krydser er foran eller efter os, og giver den bare gas på det sidste stræk. Målet nås kl. 9.03. Til vores overraskelse er vi 3. hold i mål, nr. 2 mix hold. Vi har dog skippet en valgfri post der gav 26min fradrag. Så da Team Claire ruller in ca. 5min efter os, er det store spørgsmål om de har netop denne post? Det har de. Til gengæld bliver vi tildelt et fradrag på 18min for tidsspild på en fejl-placeret siv-jungle post. Uha, det er tæt nu! Om vi nu egentlig brugte 5min mere eller mindre på fejl-posten, er rent gætværk, og vi enes med Strunge om at Team Claire for lov at beholde deres 2. plads, mens vi derved lander på en 3. plads i mix - kun 3min efter. 

Et godt, tæt løb med høj spænding, da vi aldrig krydser vores nærmeste konkurrenter, og derved kun kan fokusere på at køre vores eget, bedste løb.Set i bakspejlet kunne vi nok have sikret os lidt flere minutter i banken, ved at plotte den valgfri post ”Renden” på gps, og derved have sikret en let navigering til en ellers lidt tricky post i nattens mørke. I stedet sparede vi kræfter, som sikkert kom os til gode senere i legen. 

Tak til Strunge og Co for en herlig løbs oplevelse. Vådt og godt. Timevis af høje knæløft, svømmeture i sø-vand, mudder og tungt sand-land. Rundstykkerne bragt af Holms forældre, indtaget i høj sol, efter en nærmest uhørt luksus i AR sammenhænge - et bad, satte sidste prik over turen til Rømø. 2 timer til præmie overrækkelse, tja, hvem har lyst til at skynde sig hjem til den 2vær. på Amager når man ligger i solen på Rømø?

Ingen kommentarer: