onsdag den 4. april 2012

Mtb-o camp 2012

I den forgangne weekend deltog undertegnede, Tøsen, sammen med Marie Tindborg i årets Mtb-o camp i de Nordsjællandske skove. Campen trækker deltagere fra hele Europa og de bedste af de hurtigste er med til start. Danmark er i øjeblikket lidt i underskud af senior ryttere, da vores verdens elite har valgt at satse på ren mtb frem for mtb-o.

Det var anden gang jeg skulle prøve kræfter med arrangementet, som består af 6 camp cups over 5 dage og to ekstra træninger. Vi stillede begge op i Dame Langdistance klassen og gav hinanden klø på skift de første dage. Disciplinerne er alt fra Sprint (ca. 6km med 10-14poster), mellem distance på ca. 20km med 15 poster og op til Ultra lang distance på 25-35km med ca. 20poster.

Hver cup giver point til en samlet placering, og dårligste resultat fratrækkes i sidste ende til den samlede opgørelse.

Vi var 13 tilmeldte i Dame Lang klassen, men kun ca. det halve deltagere til de fleste cups. Klassen over, Dame Elite havde op mod 30 tilmeldte og ca. 20-25 deltagere på hver cup.

Det gik over al forventning med at få støvet færdighederne af. Første cup - Nat Sprint - blev mere Nat end Sprint for mit vedkommende, men Marie bragende igennem på en flot 2. plads.

Næste dag bød på Mellem distancen, og den skalp tog jeg til gengæld da jeg kørte ind i klassens bedste tid. Søndagens Langdistance løb gik også ok trods alvorlige logistik problemer med at nå frem til start. Alligevel lykkedes det at køre en 2. plads hjem, uden dog at køre optimalt. Det medførte opfordring til at stille op i Elite klassen. Gisp! Den skulle lige overvejes. Modige Marie var ikke sen til at skubbe os afsted.

Mandag morgen stod vi således klar i mellem distance Elite. Masse-starten var ét kaos og jeg havde besluttet at køre mit eget kort uanset hvad. Det kom jeg så også til, i det jeg fik kørt helt vildt hurtigt, helt vildt langt forkert, og derefter kun så baglygten af enkelte eliteryttere ind imellem. Øv bøv! Det første store bom gjorde mig usikker, og jeg kom derfor til at bruge en masse tid på at stoppe op og dobbelt checke ca. hvert eneste vejvalg jeg gjorde. Det kostede AL for meget tid, og jeg kom håbløst sent i mål.

Eftermiddagens Sprint tog jeg tilbage i Dame Lang klassen, og kørte en rimelig sikker rute igen. O-selvtilliden havde fået et knæk, og jeg så frem til sidste cup - Ultra Lang, hvor jeg håbede på at få boosted min sikkerhed igen.

Modige Marie blev i Elite klassen og fik nogle gode, lange ture der og fik mulighed for at se nærmere på elitens tricks og tips. Jeg kom til gengæld i nærkamp i Lang klassen. På hele første halvdel af ruten kørte vi 4 på skift i front. Så stak den garvede englænder fra os, mens vi 3 andre blev ved med at skiftes om at komme først til posten. Det hele sluttede med et vanvittigt spurt-opgør om 3. pladsen, da jeg lavede et lille men fatalt sidste venstre sving, hvor jeg godt vidste jeg skulle ha været til højre mod sidste post og mål. Den fik alt hvad remmer og tøj kunne holde og mållinjen blev krydset i samme sekund - 1.29.1 som min konkurrent. Pyha!

Pointmæssigt udløste alle anstrengelserne en samlet 2. plads i Dame Langdistance klassen, og det er en særdeles stor forbedring ift. sidste års uden for rangliste resultat.

Der skal helt sikkert øves mere før jeg bliver en helt habil mtb-o rytter, men jeg følte mig godt hjemme på cykel og kort, så det tegner godt for flere gode resultater i den kommende sæson.

Resultater kan ses på www.mtbocamp.dk

Ingen kommentarer: